Home » Få dit projekt i medierne

Få dit projekt i medierne

At gøre et fondsstøttet projekt synligt i medierne kan være en kæmpe gevinst for projektet. Her får du fondenes allerbedste råd til at skabe medieomtale af dit projekt.

Der er bobler i både maven og champagneglasset, når måneders slid med at søge fonde og puljer lykkes, og I endelig er sikret støtte til jeres projekt.

Men så bliver der travlt. På kort tid skal projektet gå fra nul til hundrede, og din kalender og opgaveliste bliver hurtigt fyldt op.

Én af de mange opgaver på todo-listen er sandsynligvis kommunikation. Måske føler du pludselig, at I har været lidt for kække i fondsansøgningen ved at love en strøm af gode historier i medierne. I både dagblade, lokalaviser og på de sociale medier. Mindst hver måned.

Lyder det tidskrævende og svært?

Det behøver det faktisk slet ikke være. Der findes nemlig nogle gode smutveje til at skabe omtale af jeres projekt. De smutveje har jeg, med et lille stykke detektiv-arbejde, snuset mig frem til for dig.

Gode råd til medieomtale

I efteråret ringede jeg rundt til fire almennyttige fonde for at høre deres allerbedste råd til at få et projekt i medierne. Nærmere bestemt Nordea-fonden, Tuborgfondet, TrygFonden og Velliv Foreningen.

Fondene ligger inde med en guldgrube af viden, når det kommer til at kommunikere om projekter. En viden, der er vigtig at formidle til de mindre støttemodtagere, som ikke har kommunikations-eksperter ansat.

De gode pointer fra ledere og ansatte i de fire fonde samlede jeg til en artikel, som er udgivet på Altinget Civilsamfund.

Hvad var budskaberne fra de fire fonde?

Faktisk var én af de vigtigste pointer, som gik igen, at det ikke behøver være svært.

At skabe medieomtale kræver ikke meget andet end et godt foto og en god historie. Og i den rækkefølge. For det gode foto baner vejen for dit projekts synlighed i både aviser, fagblade og på sociale medier.

Og så kræver det lidt benarbejde. Hvis pressemeddelelser ikke er din mester-disciplin, så ring i stedet til journalisten og fortæl kort og præcist om din historie. Følg op på snakken med en mail med lidt fakta, kontaktoplysninger og det gode foto.

Kontakt ét medie ad gangen og få en tilbagemelding på, om de er interesserede i at bringe historien.

Så simpelt kan det gøres.

Og har du alligevel brug for sparring på strategi, vinkling, målgrupper og medier, så går det igen for de fire fonde, at de meget gerne hjælper og rådgiver deres støttemodtagere.

Medieomtale styrker projektet

Et budskab, som de fire fonde også var helt enige om er, at medieomtale er en kæmpe gevinst for både projektet og for samfundet.

Her får du en liste over de bedste grunde til at gøre jeres projekt synligt:

  • I skaber stolthed og arbejdsglæde hos de involverede
  • I får flere frivillige og flere projektdeltagere
  • I får goodwill i lokalsamfundet og hos lokale politikere
  • I kan påvirke samfundsdebatten ved at sætte fokus på jeres målgruppe
  • I kan inspirere andre til at kaste sig ud i et projekt, der gør en forskel

Så gør det nu! Fortæl om jeres projekt! Så er I med til at inspirere andre og påvirke samfundet i en positiv retning.  

Og husk – det behøver ikke være hverken svært eller tidskrævende.

Læs alle de gode råd i min artikel med interviews fra fire fonde i Altinget Civilsamfund.

Få flere tips til medieomtale i mit blogindlæg “Hvad er en god historie?”.